Partnerskab mellem Fagligt Fælles Forbund 3F og Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender
Ingen løftede pegefingre, men dialog om og adgang til mere sund mad på arbejdspladsen.
"Mad på arbejde" er et projekt, som vi i Fagligt Fælles Forbund og Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, har arbejdet sammen om. Vores ambition er at fremme en sundere livsstil på arbejdspladsen - uden løftede pegefingre. Vi vil gerne inspirere både medarbejder og ledelse til en sundere madkultur på arbejdspladsen, fx ved at gøre madpakken sundere og sjovere og ved at påvirke efterspørgslen og udbuddet af sund mad i kantinen.
Projektet begyndte i 2004 som et pilotprojekt på otte danske virksomheder. Her gjorde vi sammen med virksomhederne konkrete erfaringer med forskellige sundhedsfremmende indsatser - fra indførelse af frugtordninger over frokostklubber til mad- og måltidspolitikker.
Her på hjemmesiden har vi samlet erfaringerne fra projektet. I kan finde konkrete værktøjer, gode argumenter og inspiration til at fremme de gode madvaner på jeres arbejdsplads. På den måde håber vi at kunne sprede ideerne til landets mange virksomheder, så endnu flere får lyst til at tage fat i arbejdet med at fremme sundheden på de danske arbejdspladser.
Projektet forløb og resultater
I starten af projektet og efter ½ år har Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning spurgt ind til og målt den mad, som en gruppe tilfældigt udvalgte medarbejdere på de otte virksomheder spiste i løbet af fire dage. I projektforløbet har de enkelte virksomheder fået hjælp og gode råd til, hvordan de fx indfører mere grøn mad i kantinen, gør livet lettere for madpakkefolket eller starter en frugtordning . Det er virksomhederne selv, som har defineret, hvad de vil arbejde med og Fødevarestyrelsen og Danmarks Fødevareforskning har haft opgaven at støtte og give råd. Resultaterne har været overvældende positive.
De fleste ved godt, at det er vigtigt at spise sundt. Men i praksis kan det være svært at træffe de rigtige valg. Måske fordi man ikke kender det rigtige valg, måske fordi det er besværligt. Projektet har vist, at når medarbejderne er bevidste om deres mad, og når arbejdspladsen sørger for at gøre det sunde valg til det lette valg, så kommer det nærmest af sig selv.
Medarbejderne fra de arbejdspladser, der har deltaget i projektet, spiser mere frugt og grønt og mindre fed mad, end de gjorde inden projektet gik i gang. Og fedtindholdet i kantinemaden er kommet ned på de anbefalede 30% af energien.
Det har oven i købet ikke krævet større investeringer eller finansiering af aktiviteter hverken fra projektets eller virksomhedens side.
Hele 96% af medarbejderne siger, at de har været meget glade for, at virksomheden har deltaget i "Mad på Arbejde", og 93% mener, det er vigtigt at arbejdspladsen er med til at fremme sunde madvaner. |